Erindret
af
Klaus-Eckard Riess
Seks år gammel oplevede jeg Dresdens ødelæggelse ved engelske og amerikanske bomber. Skønt kun oplevet i periferien, har rædselsnatten den 13.februar 1945 efterladt sig dybe spor i min
erindring.
Igennem hele min barndom husker jeg den indre by som en endeløs ørken af ruiner, hvor der for os ikke var noget at komme efter, men som vi var nødt til at færdes igennem med sporvogn, på cykel eller til fods.
Indtil jeg fra tyveårsalderen af med stadig stigende interesse tilegnede mig et vist kendskab til de politiske og militærhistoriske sammenhænge i forbindelse med 2.verdenskrig, anede jeg faktisk ikke ret meget om, at Dresdens ødelæggelse var det sidste forfærdelige svar på bombarderingen af Rotterdam, London, Coventry og andre byer.
Dresden i ruiner set med maleren Karl Kröners pensel.
Vi børn blev revet ud af sengen og først klædt på i kælderen, mens huset rystede, ruderne klirrede og lyset slukkedes under bombetæppernes rytmisk rumlende salver. De stakkels
mennesker, de stakkels mennesker, hørte jeg min mor gentage med skælvende stemme. Efter en halv eller en hel time, der syntes at have varet evigheder, vovede vi os op. Knuget ved indtrykket af den purpurrøde himmel over den brændende by, stod vi med naboerne ved havelågen, mens eksplosioner hørtes i det fjerne og brandbiler tudende kørte mod ildhavet – og mod den sikre død. Igen i seng, husker jeg at have ligget vågen og lyttet til eksplosionerne i det fjerne. “Tidsindstillede bomber” fik jeg forklaret.
Min mors uhyggelige forudanelser slog til. Klokken et om natten jagede et nyt og endnu voldsommere angreb os på ny under jorden. Om morgenen måtte vi evakueres på grund af en formodet tidsindstillet bombe, der var gået ned i nærheden, og ved middagstid haglede det igen med bomber.
Denne gang gik det også udover forstæderne, hvor strømme af sodsværtede, forskræmte mennesker hastede ud mod landet for at søge tilflugt hos slægtninge og venner. I dagevis
drev fede, sorte røgskyer hen over os, og det regnede med sod og svedne papirstumper. Nu fik vi også de første rædselsberetninger for øre, om min tante Lotte, der havde mistet begge ben, om folk der var undsluppet helvedesilden, men havde mistet alt, om de mange bekendte der blev savnet, og om dynger af små forkullede lig. Min lillebrors gudmor blev af soldater gravet frem under sin sammenstyrtede boligblok og smidt på en bunke med lig. Her kom hun langsomt til sig selv. Efter at have været uden talens brug i flere måneder på grund af røgforgiftningen og
chokket, begyndte hun igen at leve et normalt liv. Og vores gamle tante Käthe fik kun reddet det tøj hun bar på kroppen ud af sit brændende hus i den indre by – foruden sit gode humør og sit ukuelige livsmod.
Under den følgende tids bombenætter underholdt hun børnene i kælderen med så spændende historier, at de ikke ville ud af beskyttelsesrummet når alarmen blev blæst af. Det var før krisepsykologerne blev opfundet.
Vores forældre forsøgte at skærme os af fra denne gru, men jeg husker bjergene af mursten,
tomme, sværtede vinduer, forvredne jerndragere, de ensomme skorstene, flækkede betonvægge, udbrændte boliger og et uendeligt landskab af ruiner.
|
|
|
Dette var resterne af den by, som hele verden engang valfartede til for at glæde sig ved synet af de mange kønne bygninger, for at gå i den berømte opera, se Rafaels Sixtinske Madonna og
andre mesterværker i Gemäldegalerie, beundre Dinglingers guldsmedekunst i Grünes Gewölbe, høre Silbermannorglet i George Bährs stenkuppelkronede Frauenkirche, promenere på Brühlsche Terrasse eller gøre indkøb på Prager Strasse.
Det formodes at Churchill på Jalta konferencen i februar 1945 lovede Stalin en handling, der ville forstyrre det tyske tilbagetog og demoralisere befolkningen. Mange havde vel håbet, at
Elbens Firenze, som Dresden blev kaldt, ville blive forskånet. Byen var overbefolket af flygtninge, der var næsten intet luftforsvar og ingen betonbunkers, ej heller havde Nazi-propagandaen oplyst befolkningen om de grusomme erfaringer fra mod andre byer rettede slag. Derfor blev dette angrebs følger så forfærdelige, skønt luftmarskal Harris langtfra havde alt disponibelt material på vingerne.
Masterbomberen Maurice Smith ledede angrebet fra sin Mosquito efter at byen var blevet afstukket med radarmærker og oplyst af “juletræer”. I 8000 meters højde kredsede radioflyene, som kunne formidle kontakten mellem alle maskiner og endog med hovedkvarteret i England.
Målmarkererne kastede i styrtdyk røde og grønne lysbomber på Friedrichstädter Sportstadion,
der var målsigte og udgangspunkt for det tætte, vifteformede bombetæppe, der blev udlagt af 244 Lancaster-fly fra 4000 meters højde. Endnu har jeg selv den dybe brummen fra de mange flymotorer i øret og den voldsomme, rytmiske rumlen fra de nedkastede bombetæpper.
Hverken banegårdene, Elbebroerne eller fabrikker lå indenfor denne præcis afgrænsede dødszone. Hvem der ikke nåede at slippe bort, inden bykærnen var forvandlet til én
eneste ovn, blev brændt i levede live, omkom i gadernes kogende asfalt, knustes under sammenstyrtende huse, kvaltes af kulilte i kældrene eller blev af ildstormen hvirvlet ind i flammehavet.
Tre timer sener ramte endnu en angrebsbølge den allerede dødsmærkede by. 529 Lancastere tømte deres morderiske last af fortrinsvis tunge sprængbomber udover de kvarterer, som i første omgang var gået fri. Hovedbanegården, hvor overfyldte flygtningetog havde stået, forvandledes til en massegrav for mange, selvom den ikke blev mere medtaget, end at general Hampes specialenheder fik togene til at køre igen tre dage efter. Fosforbomber og luftminer gennempløjede parkanlægget Grosser Garten og beredte tusinder af mennesker, der lige var undsluppet flammedøden, et nyt inferno.
De overlevendes pinsler var ikke forbi. Ved middagstid den følgende dag hamrede 400 Flyvende Fæstninger løs på forstæderne og Dresden-Neustadt og spredte død og rædsel blandt de flygtende skarer.
Endnu mens vi sad rådvilde i skjul i skolens beskyttelsesrum, cyklede min far, som to år forinden havde mistet et ben og derfor ikke kunne være ved fronten, til sit kontor på Zeiss
Ikon fabrikken. Her stod alt i flammer, mens den bygning, hvor hans kontor havde ligget, var blevet jævnet totalt med jorden.
Da ildstormen var stilnet af, lå byens udglødede stenørken oversået med døde. Dag efter dag kørte kærrerne ud til massegraven på Heidefriedhof, men da det ikke gik hurtig nok og faren for epidemier var overhængende, blev 7000 lig staplet på Altmarkt, overhældt med Benzin og brændt. Tusinder af ofre blev aldrig fundet, og mange først, da kældrene åbnedes længe efter.
Det nøjagtige antal dræbte var umuligt at gøre op. Propagandaen talte om 250.000, andre påstod at ofrenes antal var på mindst 100.000, mens man i dag mener at det korrekte tal ligger omkring 35.000 døde.
Dresden og dennes indbyggeres livsmod var ikke knust totalt. Efter naziregimets sammenbrud begyndte oprydningen og genopbygningen, først langsomt og så med stadig større fart. Selvom hele oprydningen og en stor del af genopbygningen skete i DDR-tiden, så siger jeg altid, at Dresden blev ødelagt tre gange:
- Første gang af de engelske og amerikanske bomber,
- anden gang af kommunisternes bevidste sprængning af udbrændte
palæer, barokke gader og især kirker, - og tredje gang af DDR-statens økonomiske fallit med det dermed følgende
enorme forfald af byen.
I dag, 55 år efter ødelæggelsen og mere end ti år efter murens fald, er Dresden igen blevet til en meget attraktiv by, ikke mindst på grund af den meget smukke omegn.
Fornyelsen, moderniseringen og kulturlivet blomstrer som aldrig før.
Frauenkirche er ved at blive genrejst sten for sten som et symbol for byens genopstandelse, for genforeningen og for friheden.
Kirken blev genindviet i gammel skikkelse ved Dresdens 800 års byjubilæum i året 2006.
