LEIDEN OG KØBENHAVN
Beslægtet bygningskultur i Holland og
Danmark
af
Klaus-Eckard Riess
På en anbefalelsesværdig afstikker fra Schiphol Airport til den gamle universitetsby Leiden konfronteres man med synlige vidnesbyrd for slægtskabet mellem Hollands og Danmarks bygningskulturer. “Den får alle stemmer, som forstår at forene det nyttige med det behagelige” lyder et yndet Horats-citat. Dette er ingen dårlig maksime for den, der forsøger at lade ansvaret for en forretningsrejses opgave gå hånd i hånd med lysten til at få lidt af et andet lands kultur med hjem. I så henseene er Holland det ideelle mål. Få timer til egen rådighed giver rig mulighed til at gå på opdagelse i gamle byer og på museer, og til at opspore nogle af de bånd, som igennem århundreder har været knyttet mellem Holland og Danmark. I sandhedens navn må siges, at trafikken har været noget ensrettet, idet det først og fremmest er Hollands kultur, som gang på gang har fundet vej til Danmark.
På Christian IV.’s tid var næsten alle kunstnere i Danmark nederlandske. Navne som Hans van Steenwinkel, Geraert Lambertsz, Jacob van Doort, Pieter Isaaksz og Karel van Mander taler et tydeligt sprog. Dog ikke kun på maleriets område, hvor Nederlandene ydede deres største bidrag til kunsthistorien, har hollandsk indflydelse manifesteret sig i Danmark. For den som foretrækker at færdes på Københavns gader og stræder i stedet for på museerne, er arkitekturen det synligste vidnesbyrd for hollandsk påvirkning. Christian IV. rullede sig ud i en stilart, som kaldes nederlandsk renæssance. Holmens Kirke, Børsen, Rosenborg og Frederiksborg Slot i Hillerød, alle med de karakteristiske gavle og de tre sidstnævnte med frodig skulpturel udsmykning, er lysende eksempler for, hvilket lands bygningskultur Christian Firetal så op til. Det var også en hollandsk ingeniør, Henrik Rüse, der i 1663 byggede Kastellet for Frederik II., efter at en hollandsk flåde havde undsat det belejrede København og kongen var blevet enevældig. Mod slutningen af det 17.århundrede blæste nye vinde, den pyntelystne renæssance afløstes af en nærmest asketisk barok, ligeledes af ollandsk tilsnit. Rødbrunt murværk, pilastre i stor orden, afvalmede tage og behersket brug af ornamenter er de ydre kendetegn på denne stil, som tæller Charlottenborg, Operahuset (østre Landsret), den Reformerede Kirke og Vor Frelsers Kirke blandt sine ypperste repræsentanter.
Som hollandske forbilleder fremhæves gerne Jacob van Campens imposante rådhus i Amsterdam, nu kongeligt palæ, og van Campens og Pieter Posts Mauritshuis i Haag, der huser en af verdens skønneste malerisamlinger.
Stor bliver forundringen, ja ligefrem gensynsglæden, når opdagerlysten har ført én til en anden hollandsk by og man uventet kommer til at stå foran bygninger, der ganske tydeligt har slægtninge i København. Byen der tænkes på er Leiden, som, hvis nogle timers ventetid i Schiphol Airport skal bruges på fornuftig vis, nemt og hurtigt nås med toget fra Schiphols moderne, underjordiske station. Det hollandske landskab glider roligt forbi bag togvinduets ramme: lave enge gennemskåret af kanaler, græssende køer og får, vejrmøller i nær og fjern, og ovenover den høje himmel, der udfylder tre fjerdedele af billedrummet. Som på van Goyens og Ruisdals billeder! Imens er der tid til at repetere hvad der vides om Leiden: Byen er beliggende ved én af Rhinens mange arme, ikke mere end ti kilometer fra havet. Den er gennemskåert af kanaler og endnu omgivet af gamle voldgrave. Blandt sine store sønner tæller den berømte malernavne som Lucas van Leiden, Jan van Goyen, Jan Lievens, Gabriel Metsu, Jan Steen og så det største og egenvilligste af dem alle, Rembrandt van Rijn.
Efter et heltemodigt forsvar mod spanierne i 1574, som for altid gjorde Leiden til et symbol for nederlandsk frihedsvilje, tilbød Vilhelm af Oranien byen nogle års skattefrihed eller stiftelsen af et universitet. De fremsynede borgere valgte det sidste og grundlagde derved Leidens ry som videnskabens højborg, hvis himmel kom til at stråle af navne som Hermann Boerhave, Hugo Grotius, René Descartes, Carl Linné og andre. Frihedsidealerne førte Leiden bevis for ved at åbne portene for mennesker, der af religiøse grunde måtte forlade hjemlandet. Berømtest er “The Pilgrim Fathers”, puritanere fra England, som i tolv år levede indenfor Leidens mure, inden de 1620 rejste til en ny verden på det gode skib “Mayflower” for at grundlægge New-England. Uden at komme nærmere ind på Leidens af enhver rejsefører beskrevne seværdigheder eller på en skildring af de maleriske husrækker langs kanalerne, styrer vi vore skridt igennem den livlige strøggade Breestraat og stopper forundret op ved en bygning, der leder tanken hen på Børsen i København. Vi genkender den lange renæssancefassade, de typiske gavlpartier og det slanke tårn, som rejser sig på midten, uden at det dog i originalitet kan måle sig med Børsens snoede dragespir. Det er byens gamle rådhus, bygget i 1597, som her fører os den borgerlige nederlandske stil for øje, hvilken Christian IV. tog til forbillede for sin kongelige pragtudfoldelse.
Ikke ret langt bag rådhuset, nede hvor to af Rhinens arme forener sig, opførte den navnkundige Pieter Post i 1658 byens “Waaggebouw”, vægthuset, hvor den officielle måling og vejning af varer blev foretaget. Formen synes få år efter gentaget ved Kastelportene i København. Men hvor Leidens “Waag” snarere minder om facaden på et lille barokpalæ, frembyder Kastelsindgangene et mere martialsk syn. Ikke desto mindre er de klare eksempler på, at hollandsk barok holdt sit indtog i Danmark nogenlunde samtidigt med enevældens indførelse.
|
|
|
På samme måde som Prinsens Palæ i København, Danmarks Nationalmuseum, bag en cour d’honneur vender ud mod Frederiksholms Kanal, således ligger også Leidens bymuseum “De Lakenhal” bag sin æresgård ved vandet, kanalen Oude Singel. Længere rækker ligheden dog ikke. Nationalmuseet har til huse i et kongeligt palæ fra rokokotiden. “De Lakenhal”, som navnet næsten fortæller, var klædemagerlaugets handelshus, bygget 1640 af Arent van’s Gravesande. Med som et adelspalæ tager det sig ud i sin nøgterne hollandske barok, hvor midtrisalitens lange, lyse pilastre betoner de lodrette linier på den
mørkerøde mur og bærer trekantfrontonen på ioniske kapiteller. Det ligner herresædet Nysø ved Præstø, det er i nær slægt med den Reformerede Kirke i Gothersgade og ligeledes med Operahuset på hjørnet af Fredericiagade. Sagt med andre ord: De Lakenhal viser sig for os som en smuk repræsentant for den hollandske arkitekturstil, der var på mode i Danmark ved udgangen af det 17.århundrede. Det lønner sig også at gå indenfor. Interiører, kunsthåndværk, lokalhistorisk stof og en ikke ringe malerisamling formidler et glimrende billede af Hollands guldalder.
En helt anden side af hollandsk bykultur, ukendt i Danmark, er de alderdomsboliger, der som små ens rækkehuse omkring en have eller en gård danner stille, enklavelignende oaser midt i byens pulserende liv. “Hofjes” kaldes disse ofte flere hundrede år gamle stiftelser, som der er 35 af i Leiden. “Jean Pesijnhofje” overfor Pieterskerk kan ikke undgå at tiltrække den danske besøgendes opmærksomhed. En pyntelig pavillonlignende portbygning flankeres af to enkle sidepartier med valmtage. Det ser unægtelig ud som om inspirationen til Charlottenborgs tredelte østfløj er hentet herfra.
Det var jo hollandske tegninger Ulrik Frederik Gyldenløve bragte med sig hjem til sit nye palæ på Kongens Nytorv, og hollandske rødder havde også de to involverede arkitekter Evert Janssen og Lambert van Haven. Det noget dystre Charlottenborgs haveparti kan ikke betragtes på afstand i dag, men et maleri af Jacob Coning på Frederiksborg Museet viser, hvordan det tog sig ud i 1694, da Charlottenborg endnu havde sin park ned mod havnen. Den omtalte tredeling af en bygning må have været populær i datidens Holland, da man ser samme system i en lille men meget smuk udførelse på “Brouchovenhofje” fra 1640 på Papengracht i Leiden.
Leidens smukkeste kanal hedder “Rapenburg”. Her findes i et tidligere nonnekloster byens berømte universitet, hvor det siges at Peter den Store studerede botanik. Overfor ligger “Rijksmuseum van Oudheden” med sine antike samlinger, og i nr.31 boede lægen, botanikeren og kemikeren Hermann Boerhave, som alverdens videnskabsmænd valfartede til. Det lille “Thysania Bibliotek” på hjørnet af Groenhazen Gracht får én til at standse op. Skulle også hofkonditor Zieglers hus i København have sin forgænger i Leiden? Beliggenheden på et hjørne ved kanalen, den kun tre fag brede fassade med høje, lyse vinduer, og over indgangen forsiringer, der trækker blikket opad som volutterne på hofkonditorens bolig, alt dette formidler et indtryk af slående lighed. Et nærmere eftersyn afslører imidlertid også forskellene. Zieglers lille senbarokke hus på Nybrogade har sandstensfassade med kvaderpilastre igennem begge etager, på Thysania Biblioteket derimod er det kun første salen der prydes af ioniske pilastre på den teglstensrøde mur. Biblioteket i Leiden blev bygget i 1655 af Arent van’s Gravesande. Slægtningen i København, hofkonditorens yndige hus overfor Christiansborg, opførtes i 1732, fire år efter byens brand. Arkitekt var den hollandskfødte Philip de Lange, muligvis hjulpet af den ligeledes nederlandske Felix Dusart.
|
|
|
Vor byvandring i Leiden er slut. Den oplivende fornemmelse enhver rejse skænker os ved synet af nye bybilleder, og her ved at se hvilken måde hollænderne har bygget og indrettet deres huse på, blander sig i Leiden med glæden over at have opdaget et slægtskab midt i det fremmede. Herfra kom altså de strømninger, omend med års forsinkelse, der prægede Danmarks bygningskultur omkring det 17.århundrede. Det er en pudsig tanke at enevældens Danmark søgte sine forbilleder i det borderlige, republikanske Holland. Siden er begge lande blevet konstitutionelle monarkier med rodfæstede demokratiske traditioner.
Hurtig bliver den rejsende ført tilbage til Schiphol lufthavnens myldrende trafik, netop indbegrebet af en nær forbindelse landene imellem. Men han fyldes med tilfredshed ved bevidstheden om, for en stund at være stået af ræset og til gengæld at have fået en for Danmark ikke uvæsentlig del af hollandsk kultur med hjem i bagagen.
