Projektor
Den absolut bedste metode at se stereobilleder på, er ved projektion.
Princippet er vist her:
Diasshow fra ISU´s verdenskongres i Boise, Idaho 2007 Ved ISU kongressen i Boise, Idaho 2007 var godt halvdelen af præsentationerne digitale. De havde en opløsning på 1400 x 1050 pixels og så kraftige lamper, at polarisationsfiltrene måtte have separat køling. Kvaliteten kunne ikke helt matche traditionelle lysbilleder, men den var tæt på. Når der kommer digitale projektorer med HD opløsning på 1920 x 1200 pixels til en pris, der er til at betale, må man nok erkende, at lysbilleder er en historisk teknologi.
Til digital projektion skal man bruge de såkaldte DLP projektorer, hvor lyset ikke er polariseret af selve projektoren (i modsætning til LCD projektorer), men ellers er teknikken den samme med polariserende filtre som for lysbilleder. Man behøver dog kun to projektorer, da overblænding m.v. styres fra en PC. PCen skal have et skærmkort, som deler billedet til de to projektorer.
Projektor fra Pintsch Bamag AG, Berlin. Solid projektor til Realist-format 41 x 101 mm. Med to 500 watt glødelamper giver den mulighed for projektion på storskærm, men det er hårdt ved billederne. Projektoren minder i opbygningen om de amerikanske TDC Vivid projektorer.
Belplascus projektor. Belplascus projektor, Belplascascope og Belplasca kamera med udstyr. Belplascus projektoren har to 100 watt lamper og ingen blæser. På grund af lystabet i polarisationsfiltrene får man ikke et særlig stort billede. Belca-Werke i Dresden, Østtyskland lavede fra midten af 1950erne et system med kamera, viewer, projektor og monteringsrammer 44 x 100 mm. Trods den ikke særlig imponerende mekaniske udførelse er Belplasca kameraer eftertragtede, fordi billedformatet er det ”europæiske” 32 x 24 mm (7 perforeringer). Optikken er to udmærkede Tessar-linser.
RolleiTwin De to RolleiTwin projektorer er sammenkoblet til stereoskopisk projektion med overblænding af 2 x 5 x 5 cm rammer i standardmagasin. Halogenlamperne er på 150 watt (alt.250 watt) med lynskift, hvis en lampe brænder ud, så projektorerne er velegnet til fremvisning for større grupper. Polarisationsfiltrene er anbragt foran projektionslinserne (70-120 mm zoom) for at sikre god afkøling. Projektorerne kan programmeres direkte eller via PC-interface.
RBT projektorer. Ved ISU kongresserne benyttes to projektorer fra RBT Raumbildtechnik GmbH til billeder monteret i Realist format typisk monteret i de rammer som samme firma fremstiller.Halogenlamperne er på 250 watt. Projektorerne kan styres af forskellige digitale styreenheder med synkroniseret lyd. Bagerst ses 6 Kodak karruselprojektorer. De fire projicerer billeder monteret i 5 x 5 rammer og de to benyttes f.eks. til indblænding af tekst.
Digital projektion. Ved ISU kongressen i Boise 2007 benyttede man to Projection Design F3 ® Digital DLP projektorer. De har en opløsning på 1400x1050 og 5500 lumens, som var mere end rigeligt til den meget store skærm. Se www.projectiondesign.com . De store BolderVision polarisationsfiltre foran linserne (med egne køleblæsere) har et 2000:1 kontrastforhold og 46% lystransmission, hvilket er meget mere end almindelige polarisationsfiltre. Se også Stereo World vol. 3, nr. 3. Her er tale om det helt tunge skyts til projektion til en stor sal med 2-300 tilskuere. Kvaliteten var næsten på højde med lysbilleder. Foruden de mange fordele ved digital fotografi og billedebehandling giver digital projektion også mulighed for digital 3D video. Opløsningen på 1400 x 1050 er også valgt som standard for den digitale udveksling ISU CODE. Fotograf: David Starkman
Monteringsrig. Udstyr til montering af lysbilleder til projektion fra C.T. Vissers, Holland. Montering af billeder til projektion er meget kritisk. Højdeforskelle og indbyrdes rotation mellem de to billeder skal reduceres til at absolut minimum. I det viste udstyr projiceres de to billeder med polariseret lys via et spejl på en ”sølvskærm”. Billederne kan justeres med mikrometerskruer til billedet på skærmen er tilfredsstillende, hvorefter billederne tapes til monteringsrammen. Når man roterer en ”propel” over projektionslinserne kan man se højre og venstre billede hurtigt skiftende på skærmen. Forskydningerne mellem de to billeder afslører straks enhver monteringsfejl. Kan benyttes til både rammer i Realist format og 5 x 5 cm rammer.
Lyspult. Lyspulten til montering er en lille stereoskopisk betragter med mikrometerskruer til indbyrdes justering af billederne. På selve lyskassen er der et raster. Ved atsammenligne en detaljes placering i forhold til rasteret kan billederne justeres korrekt. Kan benyttes til både rammer i Realist format og 5 x 5 cm rammer.
Infofolder om avanceret stereo projektion.
Digital Projektion II
Flere europæiske klubber bl.a. også Stereoskopklubben benytter to Dell 7609 WU DLP projektorer. De har en opløsning på 1920x1200 pixels, en lysstyrke på 3850 lumens og et kontrastområde på 2700:1. Foran objektiverne ses de to polarisationsfiltre.
Projektorerne forbindes typisk til en stationær PC med et kraftigt grafikkort med to DP udgange (DisplayPort). Alternativt kan man benytte en kraftig laptop med et grafikkort, der kan håndtere filer på op til 3840x1200 pixels. Grafikkortet forbindes via en Matrox DualHead2Go DP Edition boks til projektorernes DP indgange, så projektorerne viser hhv. venstre og højre halvdel af billedet på 3840x1200 pixels.
ISUs digitale udveksling ISU CODE har nu (2017) valgt 1920x1050 pixels 16:9 som standard . International er der stadig mange klubber, der bruger 1400x1050 pixels 4:3, og der er stadig mange, der foretrækker 4:3 frem for 16:9. Billeder indsendt i 4:3 bliver i ISU CODE forsynet med sorte kanter i begge sider.
En del af de nyeste 3D slideshows kan ses på YouTube.com. Søg på "ISU CODE" .
|