Klassisk film

Jens Poul Andersen

Den berømte snedker fra Nellerød lavede også optagere og gengivere til 35 mm kinofilm. Der kunne bruges til både Edison og Pathe perforering.

JPA gengiver

JPA optager

Den lille bæver - film i skolen

K. Z. dominerende i årene efter krigen 16 mm stumprojektor 1948

I årene frem til 1980'erne og videoens fremkomst var film fra Statens filmcentral en vigtig bestandel af skolens undervisning i fag som geografi, biologi og historie. Det var også redningen for vikaren, som lige skulle have 8. klasse en time. Han skulle blot huske også at køre filmen baglæns, så var successen hjemme.
Alle lærere skulle have et "kørekort" dvs gennemgå et kursus for at måtte afspille lånefilmene fra SF.

De almindelige 16 mm toneprojektorer 1957

Lyd på film - tonefilm.

Film i biografen har lige side starten været ledsaget af musik. De første mange år var det en eller flere musikere, der frembragte denne musik i selve forevisningssalen. Samtidig med var der talrige forsøg på at lave lyd til film synkroniseret eksempelvis med plader. Omkring 1930 lykkedes det at få sat lyd til film på en måde, hvorved tale blev læbesynkront. Det betød, at man skulle optage lyden samtidig med billeder blev optaget - den velkendte klaptræsmetode. Optagelsen blev registreret optisk, idet lydsvingningerne blev omsat til lysvariationer, der registreredes fotografisk på en film. Dette blev efter klipning overført i et smalt spor på filmen. Ved afspilning sendes lys igennem lydsporet, som derpå blev omsat i en fotocelle til elektriske variationer, der kunne forstærkes til højtalere. Da båndoptageren kom blev den også brugt til registrering, men i mange år var slutproduktet optisk. Lydsporet kunne udbygges med effektlyde og musik, der indgik sammen med synkrolyden i den endelig færdigklippede udgave. Den optiske registrering havde bl.a. den fordel, at den "fulgte med", når filmen blev kopieret til distribution.

Ingeniørerne Aksel Petersen og Arnold Poulsen udviklede fra 1918 Petersen og Poulsens tonefilmsystem med optisk registrering af lyd på filmen. De første danske tonefilm (Præsten fra Vejlby 1931) blev sammen med enkelte udenlandske film optaget efter deres system men efter få år blev deres afløst af andre teknisk bedre systemer.

Også 16 mm film kunne udstyres med et lydspor. 16 mm tonefilm havde derfor kun perforering i en side. Derved blev tonefilm også almindelig efter 2. verdenskrig i foredragsforeninger og ikke mindst i skoler, hvor film kunne lejes fra Statens Filmcentral. De distribuerede 16 mm film var med optisk tonespor. For hjemmeamatører var den optiske registrering ikke sagen.

Under Standard 8 mm kunne man etablere en mekanisk sammenkobling af en spolebåndoptager med projektoren, læbesynkront blev det ikke.

Nogle år efter Super 8 fremkomst, blev der også udviklet en kassette med Super 8 tonefil. Princippet her var smalle magnetspor på filmen. Optageren virkede som en spolebåndoptager og med en toneprojektor kunne man mikse den indspillede synkronlyd med musik fra andre kilder og tale fra en mikrofon. Single 8 fik også en tonekassette.

Både Super 8 og Single 8 fandtes således i såvel stum som tone udgave. Begge formater havde forskellige kassetter til stum og lyd. Ved optagelse og gengivelse af de enkelte billede, foregår det i ryk. Derfor skal der på begge sider af objektivet være sløjfer som opfanger den rykvise bevægelse. Lyd skal både ved optisk og magnetisk registrering indspilles og afspilles under en jævn bevægelse af filmen. Lyddelen ved direkte magnetoptagelse bliver derfor normalt placeres efter sidste sløjfe, hvorved der er en fysisk forskydning mellem billede og den dertil svarende lyd. Lyden ligger 18 frames før billedet. Typisk for redigerede (klippet og spejset) amatørfilm er et klik i lyden ved sammensplejsningerne. Dette princip er ens for Super 8 og Single 8.

Sammenligning af stum og tone kassette til Super 8 mm

Optager til Super 8 mm tone.

Single 8 toneoptager åben med kassette.

Billeder

Et udvalg af billeder af smalfilmsudstyr fra medlemmers samlinger inklusiv repræsentative annnoncer: Se serien

Privat mening

Efter at have genset nogle af mine Super 8 film såvel stum som tone optaget i 70'erne og 80'erne må jeg tilstå, at det er historien, der kan fænge ikke billede og lyd. Billederne er uskarpe, lyden er som i en kikskasse og spejsninger giver hop.

Man skal være meget nostalgi-glad, hvis man vil ofre 1000'erne af kroner på Super 8 i dag sammenlignet med video fra min telefon redigeret "fejlfrit" med et gratis program på PC'en.